Ledig stilling: Uddannet pædagog
Vi oplever børnetilgang og søger derfor en uddannet pædagog til vores private, integrerede institution. Det er vigtigt for os, at du brænder for natur og udeliv! Vi kan tilbyde en stilling på 30 timer med opstart snarest muligt eller senest d. 1/1 2019.
Lidt om os
Vi er en mindre institution i et aktivt lokalsamfund, hvor vi kender hinanden, støtter hinanden og er stolte af at være små. Vi vægter det nære, naturen, lokalsamfundet og de utallige muligheder vi har omkring os. Vi vægter en høj faglig kvalitet og værdsætter det tætte samarbejde vi har mellem bestyrelsen, forældre, frivillige, de fagprofessionelle ved Jammerbugt Kommune, omkringliggende skoler og andre offentlige/private institutioner. Vi har på nuværende tidspunkt 28 børn opskrevet fordelt på vuggestue og børnehave og er normeret til 30 børn. Vi søger en pædagog, der primært vil blive tilkoblet de 3–6 årige.
Naturbørnehuset Søstjernen har eksisteret som en privat institution siden august 2017. Vi er godt integreret i lokalsamfundet og i fuld gang med udviklingen af vores profil og værdier. Vi har gode og mange forskellige faciliteter – stor legeplads med hønsegård, skov, adgang til base i Svinkløv Plantage, havet, Hjortdal dyrefarm, cykelbaner, Fjorden, marker, åer, vandhuller, lokale gårde og meget mere. Vi er medlem af Landsorganisationen Danske Daginstitutioner og følger gældende overenskomst fra Bupl.
Hvad søger vi
Du skal brænde for og være aktiv i arbejdet med natur og udeliv. Du skal kunne arbejde selvstændigt, udviklende og ansvarsfuldt med børnegruppen og kunne indgå i en social personalegruppe. Derudover skal du se det som en gevinst at arbejde tæt sammen med en engageret forældregruppe, som byder ind ved behov, men også giver plads til ansvar. Du vil have rig mulighed for at sætte præg på det faglige og særligt det naturfaglige. Vi forventer at du er engageret, faglig funderet, har erfaringer med målgruppen, er åben, ærlig og har lyst til at støtte op om det gode børneliv i Naturbørnehuset Søstjernen. Vi leder efter en kollega med humor, en der er anerkendende, struktureret og som forstår at inddrage forskellige faggrupper. Det vil klart være en fordel at du har kørekort.
Har ovenstående vakt din interesse, modtager vi meget gerne din ansøgning på mail: mail@sostjernenhjortdal.dk
Ansøgningsfrist d. 19/11 2018
Samtaler vil blive afholdt i uge 48
Ved spørgsmål kontakt pædagogisk leder, Heidi Larsen, på 22969012 eller 22969019.