Ledig Stilling: Uddannet pædagog

november 27, 2021
Lisa Lousdal

VIL DU VÆRE MED TIL AT GIVE NATURBØRNEHUSETS BØRN EN GOD DAG I ET UDVIKLENDE MILJØ? ER DU TIL UDELIV, RØDE KINDER, GUMMISTØVLER, SKOV, HAV, DYR OG ET STÆRKT SAMARBEJDENDE NETVÆRK? SÅ HØRER VI GERNE FRA DIG! VI KAN TILBYDE EN PÆDAGOGSTILLING PÅ 37 TIMER.

LIDT OM OS

Vi er en natur/udeinstitution i et aktivt lokalsamfund, hvor vi kender hinanden, støtter hinanden og er stolte af at være små. Vi vægter det nære, naturen, lokalsamfundet og de utallige muligheder vi har omkring os. Vi vægter en høj faglig kvalitet og værdsætter det tætte samarbejde vi har mellem bestyrelsen, forældre, frivillige, de fagprofessionelle ved Jammerbugt Kommune, omkringliggende skoler og andre offentlige/private institutioner. Vi har på nuværende tidspunkt 40 børn opskrevet fordelt på vuggestue og børnehave og er normeret til 40 børn. Vi søger en pædagog, der primært vil blive tilkoblet de 0-3-årige, men du skal kunne springe til i børnehaven og naturligvis være med til at løfte den fælles pædagogiske opgave i at sikre alle børns trivsel, udvikling, dannelse og læring i Naturbørnehuset Søstjernen.

Naturbørnehuset Søstjernen har eksisteret som en privat institution siden august 2017. Vi er godt integreret i lokalsamfundet og i fuld gang med udviklingen af vores profil og værdier som en naturinstitution. Vi er ude (hele dagen) og har gode og mange forskellige faciliteter til rådighed – stor legeplads med hønse -og kaningård, Ladcykler, adgang til skov, base i Svinkløv Plantage, havet, Hjortdal dyrefarm, cykelbaner, fjorden, marker, åer, vandhuller, lokale gårde, troldebakker og meget mere.

HVAD SØGER VI

Du skal brænde for og være aktiv i arbejdet med natur og udeliv selv med de yngste børn. Du skal kunne arbejde selvstændigt, udviklende og ansvarsfuldt med børnegruppen og kunne indgå i en social og faglig personalegruppe. Derudover skal du se det som en gevinst at arbejde tæt sammen med en engageret forældregruppe. Du vil have rig mulighed for at sætte præg på det faglige og særligt de naturfaglige læringsmiljøer. Vi forventer, at du er engageret, faglig funderet, har erfaringer med målgruppen 0-3 år, er åben, tillidsskabende og har lyst til at gå i front i fht. det trygge og udviklende børneliv i Naturbørnehuset Søstjernen. Vi leder efter en kollega, der er stabil, struktureret, engageret, fleksibel og som forstår at inddrage forskellige faggrupper i arbejdet med sikre lige udviklingsmuligheder for alle børn. Du må gerne have en god humor og så vil det klart være en fordel at du har kørekort.

Vi er medlem af Landsorganisationen Danske Daginstitutioner og følger gældende overenskomst fra Bupl.

Har ovenstående vakt din interesse, modtager vi meget gerne din ansøgning på mail: mail@sostjernenhjortdal.dk

Ansøgningsfrist: Onsdag d. 15.12.2021

Samtaler: Afholdes løbende og stillingsopslaget tages ned ved fund af rette medarbejder. Såfremt du ikke hører andet inden d. 23/12-21 er stillingen afsat til anden side.

Ved Spørgsmål kontakt: Leder Heidi Larsen – træffes på 22549010 eller 22969019